Ud på et sidespor med feministisk dystopi

Nå men, hvordan går det med din rejse jorden rundt?

Altså, med rejser sker der jo af og til det, at vejen til venstre er mere interessant, selvom man havde planlagt at gå til højre. Eller der dukker en billig togbillet op, som man ikke kan sige nej til. Eller man føler sig inspireret til at sætte sig ned og nyde udsigten i et par timer, selvom man så misser bussen til den næste attraktion.

Den seneste bog, jeg læste, var “Læseren i morgentoget” af Jean-Paul Didierlaurent. En finurlig, underholdende og hjertevarm lille sag fra Frankrig, som jeg bare aldrig nåede til at skrive om her, før jeg allerede havde lånt den ud til min svigermor. Omtalen skal nok komme, hvis du har tålmodighed – ellers bare gå ud og få fat i bogen selv, for det er virkelig en fin lille sag. God til sommerferien.

Well – efter den lille franske havde jeg ikke lige bøger stående, som var oplagte at fortsætte med. Jo på hylden står “De skæbneløse” af ungarske Imre Kertez, men det føltes lidt for tungt at gå igang med. Så i stedet mindede jeg mig selv om, at jeg i mine boglige nytårsforsætter havde givet mig selv lov til (pålagt mig selv, faktisk) også at læse bøger bare for fornøjelsens skyld og ikke kun for bloggens skyld.

Så derfor gik jeg i gang med at genlæse “The Handmaid’s Tale” af Margaret Atwood. Jeg læste den for et par år siden, og var dybt fascineret. Jeg læser meget sjældent bøger mere end en gang (med Harry Potter som undtagelsen …), men The Handmaid’s tale er netop blevet til en TV-serie, som kører på HBO med et nyt afsnit hver onsdag. En helt fantastisk transformation fra bogen til filmmediet, hvis I spørger mig. Og det gav mig virkelig lyst til at læse bogen igen. I øvrigt var der en ny bog af Margaret Atwood på listen til Bayleys Womens’ Price for Fiction i år, så hendes navn lå øverst i hukommelsen.

The Handmaids Tale  ( – eller “Tjenerindens fortælling”, som den hedder på dansk) er en dystopisk beretning om en (nær) fremtid, hvor forurening, katastrofer og sygdomme har sat menneskeheden i fare for at uddø, fordi kun meget få er i stand til at få børn. Det tidligere USA er nu republikken Gilead, et totalitært og stærkt religiøst rædselsregime, hvor en lille gruppe mænd har den totale magt, og alle er under konstant overvågning.

Kvinder er totalt umyndiggjorte. Og frugtbare kvinder er med barbariske metoder blevet hjernevasket og reduceret til rugemaskiner for eliten. Bogen ses gennem tjenerinden Offreds øjne. (Offred som i “of Fred” – for tjenerinder har ikke selvstændige navne).

The Handmaids Tale er fra 1985, men problemstillingerne virker skræmmende relevante. Bogen røg (sammen med George Orwells 1984) tilbage på bestsellerlisterne efter det seneste præsidentvalg, og TV-serien har formået at trække historien helt frem til nutiden, så man får en foruroligende fornemmelse af at bogens handling kunne være virkelighed i morgen. Hvor bogens univers er fuldstændig centreret om Offred, får man i TV-serien større indblik i andre personers følelser og bevæggrunde. I øvrigt er TV-serien også rent æstetisk en helt utrolig flot oplevelse.  Jeg tror aldrig før jeg har sagt at “filmen er bedre end bogen”, og jeg kan heller ikke helt få mig selv til at sige det her, men det er godt nok tæt på. (Der findes i øvrigt også en filmatisering fra 90’erne, men den er virkelig elendig).

Jeg har et eller andet sted læst en udtalelse fra Margaret Atwood om, at alle de rædsler, der beskrives i bogen, bygger på ting, som reelt er foregået på et eller andet tidspunkt under et eller andet regime. I flere lande blev bogen forbudt, og når man for eksempel læser dette hjerteskærende indlæg med en førstehåndsberetning fra Ceaușescus Rumænien i 80’erne, forstår man med en gysen hvorfor.

Min varmeste anbefaling af såvel bog som TV-serie, hvis du ikke allerede er igang.

 

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *