Tyrkisk mursten om kærlighed og byudvikling

Tyrkiet er et af de lande på min liste, som jeg faktisk har besøgt. Da jeg var først i 20’erne, havde jeg en god veninde der stammede fra Tyrkiet, og en sommer var vi på en fantastisk ferie hos hendes familie i Istanbul og Izmir. Så en nyudgivet bog om en gadesælger i Istanbul, skrevet af en forfatter, der har modtaget Nobelprisen i litteratur, virkede som et godt valg. Murstensromanen Dette fremmede i mig af Orhan Pamuk røg med hjem i tasken fra Bogforum og blev den første bog, jeg læste i 2017.

IMG_2218
Den er en lang bog på ca. 650 sider, og undervejs kan det godt føles lidt som om en fin lille historie om en mand og hans livs kærlighed er puttet ned i en maskine, hvor nogen så har trykket på “gør den længere”-knappen.

Hovedpersonen Mevlut kommer som stor dreng fra en lille landsby til den voksende storby Istanbul, for at hjælpe sin far som er gadesælger – der sælges yoghurt om dagen og den tyrkiske drik boza om aftenen. Vi følger så Mevlut gennem det meste af hans liv – hører om hans skolegang, venskaber, familieforhold og soldatertid. Om hans stormende forelskelse i en smuk ung pige, som han har øjenkontakt med i 10 sekunder. Og om hvordan skæbnens forviklinger gør, at han ender med at gifte sig med hendes kedelige søster, som viser sig at være hans livs kærlighed. Vi følger hans ægteskab, hans religiøse overvejelser og hans skiftende jobs, der dog aldrig forhindrer ham i at vandre rundt i gaderne om aftenen for at sælge boza.

Der er noget fremmed i mine tanker, svarede Mevlut. Lige meget hvad jeg gør, føler jeg mig fuldstændig alene i verden.

Fra sin plads som gadesælger ser Mevlut lettere naivt og passivt til, mens menneskene og verden omkring ham forandres i stadig stigende tempo. Store dele af bogen handler om udviklingen af byen Istanbul. Det er i lige så høj grad byen selv, som Mevlut, der er hovedpersonen, og selv om det bestemt er en by med en interessant historie, så må jeg indrømme at jeg flere gange ved at køre sur i navne på bydele og beskrivelser af politiske og religiøse uroligheder, korruption, motorvejsanlæg, byggematadorer og generel byudvikling.

Det eneste forsvar mod ensomheden på gaderne, var gaderne selv.

Tyrkisk Boza fremstillet af fermenteret hvede, serveret ligesom Mevlut gør det, men kanel og ristede kikærter.Tyrkisk Boza fremstillet af fermenteret hvede, serveret ligesom Mevlut gør det, med kanel og ristede kikærter. Billedet stammer herfra

Ud over Mevlut selv indeholder bogen et mangfoldigt og spraglet persongalleri, og en lang række af disse personer får på skift lov at fortælle deres version af historien i jeg-form – nogle gange som ganske korte kommentarer, andre gange som hele kapitler. Afsnittene om Mevlut er derimod holdt i 3. person. Denne form virker i starten meget forvirrende, men man vænner sig til det. På denne måde kommer mange forskellige slags mennesker til orde, vi ser handlingen fra forskellige synsvinkler – og det bliver muligt for Pamuk at fortælle om flere aspekter af byens udvikling. Gennem Mevluts fætre og deres familie ser vi fx den type af tilflyttere, som trak et heldigere lod i skæbnens lotteri, selv om de egentlig fra starten havde samme odds som Mevlut. Nogle af disse personers historie kommer dog efter min mening til at fylde alt for meget i forhold til Mevluts – f.eks den meget lange fortælling om Mevluts ven Ferhat og hans arbejde hos  med at indrive betaling fra alle de kunder, der snyder sig til gratis el ved ulovlige opkoblinger.

Det er i de afsnit hvor kvinderne – blandt andet Mevluts kone Rayiha og hendes søstre Vediha og Samiha – kommer til orde, at jeg holder mest af bogen. Mens Mevlut dybest set er lidt af et skvat, som passivt vandrer gennem sit liv og lader tingene ske, så er mange af kvinderne aldeles vidunderlige, og handlekraftige indenfor de snævre kulturelle rammer, som de er underlagt. Jeg er desuden altid vild med beskrivelser af fremmedartet mad og drikke, og det er der rigeligt af i denne bog. Der er også masser af sladder og familieintriger og arrangerede ægteskaber – og en (eller flere) meget rørende kærlighedshistorie(r). Forholdet mellem mænd og kvinder kan være meget svært at sluge, for en der er vokset op i vesten, men det er interessant at læse om.

Men jeg tror det må være bedre for en pige at gifte sig med en, hun ikke kender, for jo bedre man lærer mænd at kende, jo sværere er det at elske dem.

dette-fremmede-i-migIstanbul er en by på grænsen mellem Asien og Europa. Bogen giver et indblik i en kultur på grænsen mellem den islamiske og den vestlige verden, hvor principper, æresbegreber og overbevisninger fra den gamle verden udfordres og ændres ved mødet med den vestlige tankegang. Tradition og modernisering støder gang på gang sammen, og nogle personer slipper heldigere fra det end andre.

Jeg kan godt mærke, at det er en bog, der vinder ved at blive tænkt over. Faktisk kan jeg bedre og bedre lide den, når jeg nu sidder her og skriver anmeldelsen, og lader bogen bundfælde sig. Den har givetvis mange kulturelle, psykologiske og litterære lag, som jeg svagt aner, men slet ikke er kvalificeret til at forstå. Det kunne sagtens være en bog, man kunne læse flere gange – hvis den altså ikke var så forbistret lang.

Livet gled forbi på næsten samme måde og fik mere fart på når det fulgte det spor, som tiden og skæbnen havde lagt ud.


Fakta om bog og forfatter

  • Titel: Dette fremmede i mig
  • Forfatter: Orhan Pamuk
  • Land: Tyrkiet
  • Original: Kafamda Bir Tuhaflık, skrevet på tyrkisk, 2014.

Orhan Pamuk er en af Tyrkiets væsentligste forfattere. Han modtog i 2006 Nobelprisen i litteratur.

Jeg købte bogen på Bogforum 2016. Den findes som lydbog på Mofibo, men ikke som e-bog.

 

 

 

 

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *