Hvordan vælger man den halve verden fra?

Lad os sige, at du har besluttet dig for at læse hundrede bøger fra hele verden. Det første problem du støder ind i, er hvilke kriterier du skal vælge landene efter. Jeg har fundet 7 indgangsvinkler til problemstillingen:

  1. Just do it-metoden

    Vælg et land du aldrig før har læst en bog fra. Find en bog og læs den. Rinse and repeat.

  2. Den alfabetiske metode

    Find en alfabetisk liste over alle lande i verden det er ca. 200 plus/minus afhængigt af hvilken liste du finder … Vælg hvert andet land hele vejen ned.  Og et par stykker mere.

  3. To fluer med et smæk-metoden

    Find en af de lister over 100 klassikere alle mennesker burde læse, som du har liggende et sted.  (Alternativt den ”want to read”-liste du har på Goodreads, eller hylden i din reol med de bøger du ikke har læst endnu – der er overlap, hvis du er lidt ligesom mig) Start med de lande, der er repræsenteret der. Så har du ligesom udskudt problemet. (Men du når nok måske ikke over 5 lande…)

  4. Kontinental-metoden

    (Dette var min første indskydelse – fordi jeg er nørdet på den måde)Konstatér at der er 7 kontinenter.  Udeluk Antarktis, for der er nok ingen forfattere der er født og opvokset på Antarktis. Regn ud at det giver ca. 16 lande pr kontinent. Plus et par stykker ekstra.  Vælg så de 16 lande … (Du opdager at der kun er 12 lande i Sydamerika og 54 i Afrika)

  5. With a little help from my friends-metoden

    Skriv til dine venner på Facebook: Jeg vil gerne læse bøger fra 100 forskellige lande. Hvilke lande skal jeg vælge? Vælg de 100 første hundrede lande, der bliver nævnt. (Eller måske dem fra de venner du bedst kan lide)

  6. Det handler om mig-metoden

    Vælg de lande der starter med bogstaverne i dit navn. (Metoden er ikke god hvis du hedder Ib – men så kan du jo fortsætte med din gamle kærestes navn. Eller din kats …)

  7. Den politisk korrekte metode

    Udvælg lande så du dækker alle verdenshjørner, sproggrupper og politiske styreformer. Husk at tilgodese alle minoriteterne. Overvej seriøst at medtage Grønland, Tibet, Taiwan, Kurdistan, Kosovo og Lapland selv om det ikke er anerkendte lande. Husk også at vælge lande fra begge sider af de væbnede konflikter overalt i verden. Når du starter med at vælge bøger, så sørg for at forfatterne har en ligelig fordeling af køn, religion, etnicitet og seksuel orientering … Hav uendelige diskussioner med dig selv og dine venner om hvorvidt du vil fornærme nogen ved at vælge  Estland frem for Letland og om det er fair at udelukke Cambodia til fordel for El Salvador. (Du ender nok med at skulle læse 300 bøger i stedet for 100, men jeg skal ikke stoppe dig …)

 

Find selv på flere. Jeg har endnu ikke afgjort hvilken metode jeg vil benytte. Hvad synes du?

 

3 Comments

  1. Bachs bøger said:

    Spændende projekt, som jeg glæder mig til at følge. Jeg elsker selv at koncentrere min læsning om specifikke temaer, lande og lignende 🙂

    27. marts 2016
    Reply
  2. K's bognoter said:

    Superspændende projekt – det må jeg jo synes, da jeg selv fornylig er gået i gang med et tilsvarende :-). Fedt, at der nu en dansk bogblogger mere “derude”, der har sat sig for at læse bøger fra rundt i verden. Jeg ser meget frem til at følge dine valg og din læsning.

    Jeg kan godt følge dine kvaler med at skulle vælge havldelen af verden fra: Jeg kunne ikke, så jeg tager bare dem alle sammen – det tager så nok lidt længere tid 🙂

    Men når du nu skal vælge, så vil jeg klart anbefale metode nr. 1: Just do it! Det kan være en rigeligt hård binding i forvejen at skulle læse bøger fra så mange forskellige lande, så hvorfor ikke tillade sig selv glæden ved det spontane valg fra bog til bog :-)?

    Mine forslag til bøger fra forskellige lande kan ses på http://bognoter.dk.

    29. marts 2016
    Reply
    • Rikke said:

      Jeg har faktisk fået lavet en liste med 100 lande – og har allerede ændret den 2 gange fordi jeg fik anbefalinger på bøger jeg absolut måtte have med 🙂

      29. marts 2016
      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *