Små ting og store ting

Maj i Ayemenem er en hed og rugende måned. Dagene er lange og fugtige. Floden svinder ind og sorte krager mæsker sig i lysende mangofrugter i stille støvgrønne træer. Røde bananer modnes. Brødfrugter sprænges. Tøjlesløse spyfluer brummer formålsløst i den aromatiske luft. Så ramler de mod de klare vinduesruder og dør digert lamslået i sollyset

Jeg forventede at elske “De små Tings Gud” af Arundhati Roy, men den viste sig at være overraskende svær for mig at komme igennem. Jeg var nødt til at starte forfra, da jeg var halvejs inde i bogen, og jeg tog mig først sammen og fik læst den færdig, da “Husk at aflevere”-mailen fra biblioteket kom for anden gang. Og det er bestemt ikke fordi det er en dårlig bog. Men det er en bog med en sproglig rigdom, der kræver en opmærksomhed og en tilstedeværelse, som jeg havde svært ved at give den. Det er ikke en bog, man kan læse, mens fjernsynet kører i baggrunden.

de-smaa-tings-gudScenen er sat i det varme og fugtige Kerala i Sydindien. Kvinden Rahel vender tilbage til den lille by Ayemenem for at mødes med sin tvillingebror Estha, som hun ikke har set i 23 år. I en labyrint af tilbageblik inden i tilbageblik, skiftende synsvinkler og fragmentariske stumper af oplevelser og associationsrækker, der kører i ring og springer frem og tilbage i tid, får vi fortællingen om Rakel og Estas familie, der tilhører det velhavende syrisk-kristne, anglofile mindretal og ejer en fabrik der producerer pickles og sytetøj. Vi præsenteres for en farverig og sansemættet verden og et yderst broget galleri af personer, der alle har deres egne dæmoner at slås med. Og langsomt får vi indblik i den tragiske hændelse i 1969, hvor tvillingernes halv-engelske kusine Sophie Mol var på besøg (og druknede) i Ayemenem, hvad det var der skete mellem deres mor og den kasteløse Velutha, og hvordan det har påvirket resten af deres liv.

Det er en fortælling om de små ting og de store ting. Om menneskelige følelser, om kærlighed, erotik, misunelse og jalousi. Om politiske strømninger og social uretfærdighed. Om umulige ambitioner og bristede drømme. Om svigt, mishandling, hustruvold og drukkenskab. Om sprøde lufthavnstrusser, et ur af plastik med viserne malet på og en natsværmer med usædvanlig tætte rygtotter.

“Er du klar over hvad der sker, når man sårer folk?” spurgte Ammu. Når man sårer folk, begynder de at holde lidt mindre af én. Det er hvad ubetænksomme ord gør,” sagde Ammu. “De får folk til at elske én lidt mindre.”
En kold natsværmer med usædvanligt tætte rygtotter landede let på Rahels hjerte. Der hvor dens isnende ben rørte hende fik hun gåsehud. Seks gåsehudsprikker på hendes ubetænksomme hjerte.
En smule mindre elskede hendes Ammu hende.

Bogen indeholder en leg med sproget, som er meget særpræget og ulig noget jeg har læst før. Dels beskrives tvillingernes tætte forhold til hinanden som børn via deres lege med sproget. For eksempel giver de hinanden øgenavne, og de læser ord baglæns (ed resæl dro snælgab), og ord deles eller sammensættes forkert: “Eftermiddagslur” bliver til “Eftermiddag Slur”,  “hold op med det” bliver til “holdopmeddet”, og i picklesfabrikken bor “E Nugle”. Måske skal det illustrere, hvordan de som børn ikke helt forstår det engelske sprog, de forventes at beherske. Mange steder fik disse sprog-finurligheder mig til at ønske, at jeg havde valgt at læse bogen på originalsproget (som er engelsk). Desuden gøres der ivrigt brug af punktopstillinger, og der er masser af små stumper af digte og sange, både engelske og indiske. Desuden er der mange steder, hvor selve historien opbrydes på næsten lyrisk vis i meget korte sætninger:

Kochu Maria så på med sine kagekrummer.
De hengivne smil så hengivent på.
Søde piger der legede.
Søde.
En strandfarvet.
En brun.
En elsket.
En lidt mindre elsket.
“Lad os lade én leve, så den kan være ensom,” foreslog Sophie Mol.
Rahel ignorerede hende og slog dem alle ihjel.

Man kan ikke påstå, at slutningen er overraskende. Ret tidligt i bogen havde jeg forstået, hvad der var sket, og havde en forudanelse om, hvad det vil ende med. Der er lange kapitler, som jeg nu, efter jeg er færdig med bogen, stadig har meget svært ved at se relevansen af. Der er indviklede navne som er svære at skelne fra hinanden, og indiske ord og vendinger der kræver et opslag på google før du læser videre. Der er små løsrevne splinter af observationer og tankerækker, som først giver mening når bogen er færdig. Der er kulturelle, politiske, religiøse og socio-økonomiske dimensioner, som man kunne skrive lange afhandlinger om. Eller måske er det bare en banal, men overtænkt, over-hypet og i virkeligheden ikke særlig god bog. Jeg har faktisk lidt svært ved at bestemme mig for hvad jeg mener om den. Det er en meget tragisk og ulykkelig historie, og jeg har en lille smule natsværmer-gåsehudsprikker på hjertet efter at have læst den. Uberørt er jeg i hvert fald ikke.

De havde alle forbrudt sig mod kærlighedslovene. De love, der foreskriver hvem der skal elskes, og hvordan.
Og hvor meget.

 

 


Fakta om bog og forfatter

  • Titel: De små tings Gud
  • Forfatter: Arundhati Roy
  • Land: Indien
  • Original: The God of Small things, skrevet på engelsk, 1997.

Arundhati Roy er en indisk forfatter og politisk aktivist. “De små tings gud” vandt Man Booker prisen i 1998. Det er hendes eneste roman og den bedst sælgende roman nogen sinde af en indisk forfatter bosiddende i Indien.

Jeg har lånt bogen på det lokale bibliotek.

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *