Om at lytte til lydbøger

Jeg ville have forsvoret, at jeg ville blive så glad for lydbøger, som tilfældet er. Jeg havde længe en idé om, at lydbøger ikke var rigtige bøger. At selve det at bladre i en bog var en væsentlig del af læseoplevelsen for mig. At det aldrig kunne blive det samme. Men jeg må indrømme, at jeg i stadig højere grad er ved at overgive mig til lydbøgerne.

I øjeblikket er jeg i gang med Elena Ferrantes fire Napoliromaner, og jeg har hørt det meste af dem som lydbog på Mofibo. Jeg havde faktisk hovedtelefonerne fastinstalleret i ørerne det meste af vinterferien, hvor begge børn var afsted på sports-camp, og der var fred og ro i huset. Jeg var i starten lidt irriteret over oplæserens måde at læse på, men jeg har vænnet mig til hende nu. Det er man selvfølgelig følsom overfor. Nogle oplæsere er bare bedre end andre. Nogle læser ulideligt langsomt. Eller lægger trykket i teksten andre steder, end man selv ville have gjort. Eller udtaler enkelte ord på en pudsig måde. (Jeg var som gammel matematiker ved at få kaffen galt i halsen da hun udtalte algebra som “aljebra”).

Men en god oplæser kan også give historien en helt ny dimension – da jeg for nylig læste “Sommerlys og så kommer natten” af Jón Kalman Stefánsson, havde jeg for første gang nogensinde oplevelsen af, at lydbogen faktisk var en bedre oplevelse for mig end den trykte bog. Der var bare noget ved den historie, som egnede sig umanerlig godt til at blive læst højt.

Jeg lytter, når jeg kører frem og tilbage til arbejde i bil. Jeg plejede at høre radio, men lydbøgerne giver mig en hel anderledes tilfredsstillelse.

Jeg lytter, når jeg går lange ture. Jeg følger et powerwalk-program, og det er meget lettere for mig at komme afsted, når jeg ved at en times gåtur er lig med en times uforstyrret læsetid. Jeg plejede at høre musik, men når jeg gør det, bliver jeg ofte irriteret over, at tempoet i musikken ikke passer med mit gå-tempo. Det er svært for mig ikke at gå i takt til musikken. Her fungerer lydbøger meget bedre for mig.

Jeg hører lydbog, mens jeg maler i mine elskede malebøger – eller bare spiller Gummydrop på telefonen. (Prøv det, det er stærkt vanedannende …)

Jeg hører lydbog mens jeg handler, laver mad, gør rent, lægger tøj sammen …

Jeg kan godt finde på at blande lydbog og almindelig læsning, hvis jeg har muligheden – hvis både ebog og lydbog eksempelvis er tilgængelig. Altså lytte til et kapitel på vej til arbejde, læse det næste kapitel på almindelig vis i frokostpausen, lytte en time under min gåtur om eftermiddagen, læse et halvt kapitel mere mens jeg sidder i omklædningsrummet og venter på, at barnet er færdig til gymnastik, lytte i flere timer om aftenen mens jeg maler. Jeg har ikke noget problem med at veksle på den måde mellem læsning og lytning.

Jeg har faktisk umiddelbart svært ved at finde noget dårligt at sige om lydbøger. Hvis man har meget i hovedet, kan det godt være svært at samle tankerne om at lytte – man kan opleve, at de sidste 2 minutter er blevet læst højt, uden at man har hørt rigtigt efter – men hvem har ikke også oplevet at måtte læse den samme side i en bog flere gange, fordi tankerne var et andet sted? Det er ikke anderledes, og det er jo nemt nok at spole 2 minutter tilbage. Det kræver et par gode hovedtelefoner, hvis du skal kunne lytte mens du støvsuger, går langs en trafikeret vej – eller mens tv’et eller børnene støjer i baggrunden. Og du er nødt til at afbryde, hvis nogen vil tale til dig – men det er du jo også, hvis det er en trykt bog du sidder med.

Alt i alt kan det at høre lydbog give mig flere timers ekstra læsetid om dagen. Jeg har overgivet mig.

Hører du lydbøger? Hvad tænker du om det?

 

 

 

5 Comments

  1. Bente said:

    JA! Jeg elsker lydbøger. Jeg lyttede rigtig meget til kassettebånd inden sengetid, da jeg var barn – det var magisk. Da jeg igen forsøgte med lydbøger som voksen, var magien væk – det var dengang man kun kunne høre via sin computer og det passede altså ikke lige i mit kram. Nu hvor man kan tage en lydbog med overalt, så knuselsker jeg, at kunne udnytte tiden til at læse, selv når jeg laver andre ting – fx pendler, rydder op, vasker tøj, smøre madpakker og når jeg løber (det er meget nemmere at komme ud af døren, når jeg ved jeg skal “læse” imens!).

    27. februar 2017
    Reply
    • Åh, hvor jeg dog også elskede at lytte til kassette inden sengetid, da jeg var barn! Det er noget af det mest nostalgiske, jeg kan komme i tanker om. Jeg læse faktisk ikke overdrevet mange bøger som barn, men hold op hvor jeg hørte meget kassettebånd – tak fordi du lige mindede mig om den glæde <3

      15. marts 2017
      Reply
  2. Min holdning til lydbøger har faktisk fuldstændig taget en drejning de sidste års tid. Jeg plejede også at tænke, det var lidt “snyd”. Som om det krævede mindre og derfor var mindre legitimt. Men sikke noget snobberi, kan jeg da godt se nu. At konsumere bøger handler jo for filan om glæden ved historierne. Så kan det komme ud på ét, hvordan man foretrækker at tage dem ind. Og det lyder da også vildt smart, at du kan veksle mellem fysisk- og lydbog i løbet af en dag.

    Selvom jeg er blevet totalt positivt indstillet over for lydbøger, passer det ikke rigtig ind i mine daglige vaner at lytte til bøger. Jeg er meget dedikeret til podcastverdenen og lytter derfor til podcasts hver gang, jeg foretager mig nogle af de ting, hvor du i stedet hiver lydbogen frem. Jeg er ikke klar til at ofre min podcast-tid, så for nu kommer jeg ikke til at prøve lydbogsmediet af, desværre.

    litcomprime.wordpress.com

    15. marts 2017
    Reply
    • Rikke said:

      Podcasts har jeg ikke rigtig opdaget. Hvad er det for podcasts du lytter til?

      15. marts 2017
      Reply
      • Åha, jeg lytter til mange! Kan godt lide at dedikere mig fuldstændig til én og så høre alt materialet, der er tilgængeligt, før jeg bevæger mig videre til den næste. Har mest lyttet til saglige podcasts (eller hvad filan man skal kalde det?) – altså ikke radiospil og den slags.

        Men en lille liste af anbefalelsesværdige podcasts: “Bag om København”, “Third Ear” (+ “Third Ear x Politiken”), “Fup i farvandet”, “Sangilds samtaler”, “De dystre skæg”, “Criminal”, “Science VS”, “The guilty feminist”, “Han duo”, “The allusionist”, “Filmnørdens hjørne”, “Plus en”, “Politikens Poptillæg”, “Reply all”, “DTR”, “Politiken bogfolk”, “Friår”, “Made of human”, “Voksenvenner”, “You are not so smart”, “Serial”, “Someone knows something”, “This american life”.

        Okay lidt lang liste, måske 😀

        15. marts 2017
        Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *