Mord og matematik

Ishigami forlod som sædvanlig sin lejlighed klokken fem minutter over halv otte. 

Det oplagte valg for en bog fra Japan, ville jo nok være Murakami, men jeg har allerede læst en hel del af ham. Så da den japanske krimi “Den hengivne Hr. X” af Keigo Higashino dukkede op i mit Mofibo-feed, bed jeg på.

Krimier er ellers ikke lige min genre, men denne her så lovende ud, idet den handlede om en matematiker og en fysiker (jeg har læst matematik og fysik på universitetet i mit “tidligere liv”).

den-hengivne-hr-xHandlingen udspiller sig i storbyen Tokyo, og i modsætning til alle andre krimier jeg har læst, får man allerede i første kapitel at vide hvem morderen er.

Yasuko er enlig mor til teenagedatteren Misato. De generes ofte af den voldelige eksmand, som i starten af bogen igen dukker op for at presse penge af Yasuko. Tingene løber løbsk, og Yasuko ender med at slå eksmanden ihjel. Hendes nabo Ishigami, – gymnasielærer, matematikgeni og håbløst forelsket i Yasuko – træder til som en frelsende engel. Han udtænker det perfekte alibi og sørger for at skaffe liget af vejen.

Mordet efterforskes af kriminalchefen Kusanagi. Hans søgelys rettes hurtigt mod Yasuko. Han fornemmer at noget er galt, og søger hjælp hos sin gamle ven, fysikeren Yukawa – som viser sig at kende Ishigami fra studietiden. Scenen er sat til en kamp mellem de to genier – matematikeren og fysikeren.

“Hvad er sværest. At udtænke et uløseligt problem eller at løse det?”

Man kunne forestille sig at bogen ville være kedelig, når man får morderen beskrevet i første kapitel. Men det er ikke tilfældet. Jeg var godt underholdt frem til slutningen, der var både overraskende og hjerteskærende.

Bogen er faktisk den 3. i en serie om fysikeren Yukawa – men så vidt jeg ved den eneste bog af Keigo Higashino på dansk.

 

 


Fakta om bog og forfatter

  • Titel: Den hengivne Hr. X
  • Forfatter: Keigo Higashino
  • Land: Japan
  • Original: Yōgisha X no kenshin, skrevet på japansk, 2005.

Keigo Higashino er en af Japans mest populære og bedst sælgende forfattere. Den hengivne Mr. X lå på andenpladsen over flest solgte bøger i Japan det år den udkom. Den har modtaget flere priser og er også filmatiseret i Japan.

Jeg har læst bogen på Mofibo.

 

 

 

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *