Jorden rundt på Bogforum 2016

Ja jeg ved det godt. Det er læææænge siden der var Bogforum. Men jeg har ikke følt for at skrive på bloggen før nu. Det kan du læse mere om her.

Det krævede lidt tid at fordøje Bogforum i år. Halvvejs inde i min planlagte 2-dages tur blev jeg syg med omgangssyge/influenza. Det var den længste togtur fra København til Odense nogen sinde. Meget af det jeg havde ønsket og glædet mig til at se om lørdagen, gik jeg derfor glip af.

Men ellers lærte jeg følgende:

  1. Det er godt at tage til Bogforum om fredagen. Meget mere plads i gange og stande. Lørdag var det totalt klaustrofobisk, og jeg tror ikke kun, det var fordi, jeg var syg.
  2. Det er umiddelbart svært at finde bøger fra andre originalsprog end dansk og engelsk. Eneste undtagelse var forlaget Batzer og Co., hvor jeg fik en god snak og fandt en lille stak bøger fra Island, Ungarn og Mongoliet, og det lille Skjødt forlag med spansksproget litteratur oversat til dansk.
  3. Jeg forstår simpelthen ikke forfatter-idoldyrkelse. Jeg vil gerne høre interessante foredrag og oplæg, men jeg kunne aldrig finde på at stå i en signeringskø i en time. Det der interesserer mig er historien – jeg er faktisk fuldstændig ligeglad med at møde personen, der har skrevet den og få en krusedulle i min bog.
  4. Men jeg ville faktisk gerne have set Patrick Ness – jeg har hverken læst Monster eller Vi andre bor her bare –  og det var først på vej hjem i toget, det gik op for mig, at det også er ham der har skrevet science fiction serien Chaos Walking, som jeg var helt vild med. Den findes ikke på dansk, hvilket er fuldstændig uforståeligt for mig. Den er noget ganske særligt.
  5. Jeg knuselsker Hella Joof og hendes humor. Jeg græd af grin til hendes oplæg om Papmachereglen, og glæder mig til at læse den.
  6. Jeg ville gerne have mødt nogen andre bogbloggere i levende live – men det skete desværre ikke. Der var ikke umiddelbart noget sted at søge hen som nystartet og totalt ukendt bogblogger. Og når man ikke anmelder de nyeste bestsellere eller den seneste YA er man ikke specielt interessant for forlagene.
  7. Book-tubing er en ting. Det vidste jeg ikke.
  8. Brødet i de hundedyre sandwich i cafeen i vandrehallen er tørt som træ og ikke pengene værd.

Men under alle omstændigheder er jeg nok at finde på Bogforum til november igen. Ses vi?

2 Comments

  1. Sidsel said:

    Jeg elsker at få en krusedulle i min bog, men at stå i kø i en time? Så vil jeg hellere undvære 🙂 Jeg havde en god dag på bogforum om søndagen, hvilket jeg synes var en god dag i forhold til antal mennesker. Jeg synes at jeg kunne mærke forskel fra sidste år, idet de i år, havde åbnet en hal mere op 🙂

    21. januar 2017
    Reply
    • admin said:

      Næste år tager jeg måske fredag og søndag …
      Jamen jeg forstår virkelig ikke det der med signeringer. Jeg har heller aldrig samlet på autografer fra sportsstjerner og den slags. Det må være en fejl i min opdragelse 😉

      21. januar 2017
      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *