Fantastisk fantasi

TAIRAVKITNA
rednaeroK darnoK lraK :revahednI

Disse ord stod på glasdøren til en lille forretning, men sådan så de naturligvis kun ud, når man stod inde i det halvmørke rum og kiggede ud på gaden.

den-uendelige-historieJeg så filmen baseret på “Den uendelige historie” af den tyske forfatter Michael Ende første gang som 10-årig – på tysk, hvilket jeg ikke forstod meget af på det tidspunkt. Jeg så den igen på Netflix for et års tid siden og elskede hvert sekund. Men jeg har faktisk aldrig læst bogen, så da den dukkede op til en femmer i en kasse på det lokale påske-kræmmermarked, var der ikke meget at betænke sig på. Siden har jeg uden held forsøgt at få lov at læse den højt for min 11-årige, så den blev bare sat på hylden.

Da jeg skulle pakke min kuffert til sommerferien, havde jeg besluttet mig for at den næste bog i projektet skulle være fra Europa, og der stod “Den uendelige historie” jo på hylden og præsenterede sig som en mulighed for Tyskland – og som et fantastisk alternativ til en uendelig lang liste af bøger om anden verdenskrig. Så den røg i kufferten.

Og så kunne jeg dykke ned i fortællingen om den lille tykke dreng Bastian Baltasar Bux, der en regnfuld morgen er på flugt fra sine plageånder fra skolen og søger tilflugt i et antikvariat. Her finder han en helt speciel bog – “Den uendelige historie” – der har en så dragende virkning på ham, at han kommer til at stjæle den. Derefter søger han tilflugt på skolens loft, og suges (bogstavelig talt) ind i historien.

Den, der aldrig, eftermiddag på eftermiddag, har hængt over en bog i timevis, hed i ørerne og med strittende hår, og læst, så han glemte verden omkring sig uden at føle hverken sult eller kulde –
Den, der aldrig har ligget under dynen og læst hemmeligt i skæret fra en lommelygte, fordi far eller mor eller en anden kærlig sjæl har slukket lyset med den velmenende begrundelse, at nu skulle man sove, for i morgen er der atter en dag, og man skal tidligt op –
Den, der aldrig åbenlyst eller i hemmelighed har grædt sine bitre tårer, fordi en vidunderlig historie var ved at slutte, og man måtte tage afsked med de personer, man havde oplevet så mange eventyr sammen med, som man elskede og beundrede, hvis frygt og håb man havde delt, og uden hvis selskab livet forekom en at være tomt og ligegyldigt –
Den, der ikke af egen erfaring kender til noget af alt dette, tja, han vil sandsynligvis ikke kunne forstå det, Bastian nu gjorde.

For bogen handler om landet Fantásien, beboet af en uudtømmelig rigdom af fantastiske væsner – lygtemænd, lykkedrager og klippebidere … for nu at nævne et par stykker. Men landet er i fare – Intetheden er ved at opsluge det, og landets overhoved, den Barnlige Kejserinde, er dødeligt syg. Den unge grønhud Atréju sendes ud for at redde Fantásien, og efter farefulde eventyr, frygtelige uhyrer, utrolige strabadser, gådefulde oplevelser og hjælp fra lykkedragen Fuchur finder Atréju forklaringen på Intetheden. Mennesker har ikke længere fantasi – de besøger ikke længere Fantásien. Og den eneste, der kan redde Fantásien fra undergang, er en lille tyk dreng med briller, som sidder i et loftsrum og læser i en bog …

Bastian redder naturligvis Fantásien – som man ved, når man har set filmen. Men på dette tidspunkt var jeg meget overrasket over ikke engang at være halvvejs gennem bogen. Jeg havde intet kendskab til den sidste halvdel af historien. (Siden har jeg fundet ud af, at der faktisk findes en fortsættelse til filmen, men at dømme efter anmeldelserne er det vist ikke umagen værd at lede efter den.)

Grænsene mellem den virkelige og den Fantásiske verden kan pludselig overskrides. Bastian giver den Barnlige Kejserinde et nyt navn, og med sin fantasi og fortællelyst redder og genskaber han Fantásien fra Intetheden. Men historien slutter slet ikke her. For Bastian får overleveret den Barnlige Kejserindes amulet Auryn, med inskriptionen “Gør hvad du vil”. Det forstår han som “Gør hvad du har lyst til”, og dermed mister han gradvist sin identitet og glemmer alt om sit liv i den virkelige verden. Han glemmer, at han en gang har været tyk og bange, og han beruses og forblændes af den magt og berømmelse han får som Fantásiens redningsmand. Han får brug for hjælp til at finde sin “Sande vilje” og dermed finde tilbage til den virkelige verden igen.

Han ville ikke mere være den største, den stærkeste eller den klogeste. Det havde han lagt bag sig. Han længtes efter at blive elsket, sådan som han var, god eller slet, smuk eller grim, klog eller dum, med alle sine fejl – eller ligefrem på grund af dem.

Den uendelige historie er oprindelig skrevet for børn (og jeg håber stadig at få lov til at læse den højt for min 11-årige), så den endelige morale er udpenslet og ret forudsigelig, men der er bestemt også noget at komme efter for voksne. Det er en på alle måder fantastisk historie. Så gennemtænkt og finurlig og rig på vidunderligt detaljerige universer og og sære væsner, så smækfyldt med metaforer og tankevækkende citater. Jeg har læst mig frem til at Michel Endes far var surrealistisk maler, hvilken afgjort har smittet af på hans fortællestil.

Bogen er i øvrigt et helt lille kunstværk i sig selv. Den er trykt med to forskellige farver afhængigt af om vi befinder os i den virkelige eller den Fantásiske verden. Kapitlernes starter med alle alfabetets bogstaver i rækkefølge, og de er trykt med flotte illustrationer på en hel side. Kan du lide eventyrlige fortællinger, så skulle du unde dig selv at læse “Den uendelige historie”.

 


Fakta om bog og forfatter

  • Titel: Den uendelige historie
  • Forfatter: Michael Ende
  • Land: Tyskland
  • Original: Die unendliche geschichte, tysk, 1979

Jeg købte bogen brugt på et kræmmermarked 

7 Comments

  1. Trillebøger said:

    Ej hvor sjovt, jeg har også lige anmeldt “Den uendelig historie”.

    Jeg var dog ikke helt så imponeret som dig over den.

    Louise – Trillebøger

    7. august 2016
    Reply
    • Rikke said:

      Ja, det var da et pudsigt sammentræf 🙂 Jeg kan egentlig godt følge din irritation over Bastian i anden del af bogen, men jeg bar over med det, fordi jeg elskede alle de drømmeagtige detaljer. Og slutningen – som du vist slet ikke fik med?

      8. august 2016
      Reply
      • Trillebøger said:

        Nej, jeg fik ikke slutningen med, men underligt nok føler jeg ikke jeg er gået glip af noget.
        Jeg føler ikke den der tomhed/dårlige samvittighed jeg nogen gange får når jeg dropper en bog.
        Jeg opdagede slet ikke de drømmeagtige detaljer du snakker om, jeg tror min irritation over Bastian overskyggede alt andet i bogen 🙁

        Louise – Trillebøger

        8. august 2016
        Reply
  2. Lea said:

    Tak for anmeldelsen! Jeg var også meget grebet af den bog, dengang jeg læste den 🙂

    8. august 2016
    Reply
  3. Sidsel said:

    Jeg er glad for, at du synes om den. jeg er selv utrolig glad for bogen, og har læst den flere gange i min barndom og ungdom. Det er dog ved at være mange år siden, jeg læste den sidst, men kunne bestemt godt finde på, at tage fat i den igen 🙂

    14. august 2016
    Reply
    • admin said:

      Det er afgjort en bog, der kan læses flere gange 🙂

      15. august 2016
      Reply
  4. Nikoline said:

    Det er sådan en vidunderlig fin bog. Dejlig anmeldelse.

    18. august 2016
    Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *