En meget mærkelig drøm

Mange år senere, stående over for henrettelsespelotonen, skulle oberst Aureliano Buendìa huske den fjerne eftermiddag, da hans far tog ham med for at se hvad is var.

Åhr mand! Jeg har lige haft den særeste drøm!

Altså, der var denne her lille by i den sydamerikanske jungle, hvor alle menneskene hed de samme fire navne. Der var en pige der spiste jord, og en mand der levede en stor del af sit liv bundet til et træ. Da han døde, regnede det med små gule blomster i flere dage. Der var også virkelig meget sex og adskillige begravelser. En mand, der giftede sig med en 9-årig pige, og en, der fik et barn med sin tante.  De døde gik igen, og en kvinde fløj til himmels med et lagen. Et hus blev invaderet af ukrudt og røde myrer, og en gammel dame skrumpede ind til dukkestørrelse. Der var også noget med en krig og en bananplantage, hele byen var offer for en epidemi af søvnløshed, og på et tidspunkt købte de 72 natpotter. Jeg har brug for kaffe …

Ikke en drøm, siger du? Nå nej, jeg blev færdig med at læse 100 års ensomhed af Gabriel García Márquez i går aftes.

gabriel-garcia-marquez-100-aars-ensomhedLad os bare sige, at det ikke er en bog, du læser på en eftermiddag. Det er heller ikke en bog, du kan læse, mens ungerne ser DR Ultra på fulde hammer ved siden af. Den kræver koncentration. Jeg kunne ligefrem høre de små grå knage af anstrengelse undervejs. Tiden bevæger sig i små spiraler inden i større cirkler. Sproget er hæsblæsende og sætningerne er lange og indviklede. På næsten hver eneste side møder du en formulering om den uundgåelige ensomhed, krigens vanvid, menneskers tåbelighed eller kærlighedens væsen, som er så rammende, så smuk eller så gennemført forfærdelig, at du er nødt til lige at løfte blikket fra bogen og stirre ud i luften i et par minutter, før du er mentalt i stand til at gå videre. Det er sensuelt og sanseligt, farverigt og fantastisk, morsomt og makabert. Undervejs er der mange øjeblikke hvor, du har lyst til at smide bogen ud af vinduet, men når du vender den sidste side føler du alligevel en vis trang til at starte forfra.

Jamen hvad handler den om, spørger du?

Det er en familiekrønike. Seks generationer af slægten Buendía lever deres liv i den lille fiktive by Macondo, grundlagt af José Accadio Buendía og hans kone Ursula. I starten er byen et paradisisk sted isoleret fra omverdenen. Senere rejser Buendía’er ud i verden, og mennesker kommer til Macondo udefra. Telegrafen og jernbanen kommer til byen. Derfra går det kun ned ad bakke.

Gabriel Garcia Marquez er en af Sydamerikas vigtigste forfattere og modtog Nobels litteraturpris i 1982. Han var desuden marxist og gode venner med Fidel Castro. 100 års ensomhed er Márquez’ hovedværk og anses som den væsentligste roman i den genre, der kaldes magisk realisme. Bogen er også et billede af Colombia, og de ydre omstændigheder som borgerkrigen og det internationale frugtkompagni har bund i virkelige hændelser i landet s historie.

Men du skal ikke læse denne bog på grund af den konkrete handling, eller forfatterens politiske ståsted. Du skal nyde den i små bidder, og læse den flere gange. Og du skal starte med at godtage, at magi er en naturlig del af virkeligheden. At alt kan lade sig gøre, og at ingenting nødvendigvis giver mening. At dagene går, men tiden står stille. Ligesom i den der virkeligt mærkelige drøm, du havde sidste nat.

Han havde oplevet døden, men han var vendt tilbage, fordi han ikke kunne udstå ensomheden.

One Comment

  1. Karen said:

    Fantastik idé!!!

    18. april 2016
    Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *