Barsk barndom i Altajbjergene

“Denne historie har muligvis sin begyndelse i en drøm. Var det en forberedelse til det der engang ville ske, måske en advarsel? For drømmen var ond, ond – et mareridt.”

Whau. Den her var … anderledes.

Da jeg var 19 år, rejste jeg sammen med en veninde med den Transibiriske jernbane fra Moskva til Beijing, som start på vores 6-måneders rygsækrejse rundt i Asien. Vi havde to muligheder – stop i Mongoliet eller stop i den russiske by Irkutsk. Af grunde jeg ikke helt kan huske valgte vi Irkutsk frem for Mongoliet. I dag ærgrer det mig lidt, for selvom Irkutsk bestemt også var en oplevelse, så tror jeg at Mongoliet ville have været noget helt specielt.

den-blaa-himmelDen blå himmel af Galsan Tschinag er noget så sjældent som en selvbiografisk roman om en barndom som yngste søn i en tuvinsk nomadefamilie i Altajbjergene det vestlige Mongoliet i 50’erne. (Tuvinerne – nogle steder står der tuvanerne – er et tyrkisk folkeslag, der i dag hovedsageligt lever i den autonome republik Tuwa i Rusland. Det og mange andre interessante ting om tuvinernes historie ved jeg fra bogens omfattende efterskrift.)

Fra man ser bogens omslag, taber man pusten over den storslåede skønhed, og menneskets ubetydelige størrelse. Historien er fortalt gennem den 6-7 årige Dshurukuwaas øjne, og det er hans daglige glæder, bekymringer og sorger, som bogen drejer sig om.

Vi hører fortællingen om, hvordan han som lille faldt i gryden med kogende mælk, og mod alle odds overlevede. Vi hører om hans kærlige forhold til en adopteret bedstemor og hvordan hun blev en del af familien, om hans elskede hund Arsylang, hans forældre og søskende, hans ensomme hverdag som hyrde for en flok får, hans daglige oplevelser i den barske natur i Altajbjergene, og hans drømme og håb om engang at få en flok på tusind dyr. I baggrunden fornemmer man også kommunismens fremmarch og at verden generelt er i forandring, men det er slet ikke bogens fokus.

“Min hund, Arsylang tog imod mig om morgenen når jeg trådte ud i verden, som i forhold til mig var umådelig stor og lå hemmelighedsfuld foran mig, og det var den, der om aftenen bragte mig velbeholden tilbage til mine forældres beskyttende jurte fra hemmelighedernes og farernes verden.”

Vi oplever derimod nomadelivet på allernærmeste hold. Der slagtes, laves mad, samles gødning, klemmes blodmider i lammenes pels og syes skindhuer i skæret af bålet i jurten (teltet) om aftenen. Vi får indblik i et væld af ordsprog, traditioner, ritualer og religiøse skikke, og ser hvordan livet leves i pagt med (og nogle gange i indædt kamp mod) de voldsomme naturkræfter. Vi er til stede midt i den barske virkelighed og fryser med Dshurukuwaa, når han sammen med familien sammenbidt må kæmpe for at holde liv i fåreflokken, det forår hvor snestormen bliver ved.

IMG_2332

Bogen har en omfattende ordliste som appendix, og den må man konsultere flittigt, for de fremmedartede tuvinske og mongolske ord og betegnelser er drysset ud over siderne med løs hånd. Sætninger som “hendes sawyl var i forvejen ganske lille” og “de fire jurter lignede kastede gashyk” giver ikke megen mening, før man kan slå op at en sawyl er en drikkeskål lavet af en trærod, og en gashyk er en ankel af en ged, som anvendes i spil og til kultiske formål … Kender du for eksempel den tuvinske betegnelse for den line man binder lammene med, så de ikke løber væk? Eller for den tørrede kvark i små stykker, som udgør provianten til en lang dag på bjerget. Eller ved du til hvilken del af jurten man bør binde sin hest? Det gør jeg. Nu.

Prøv at lade være med at blive endnu ældre, bedstemor.

Den lille drengs fortælling slutter brat, smertefuldt og på et voldsomt crescendo af følelser. Jeg var slet ikke mentalt forberedt på, at den skulle slutte der, og sad med en lidt uforløst fornemmelse. Så det glædede mig at opdage, at bogen faktisk er første del i en trilogi. De to fortsættelser er dog ikke oversat til dansk, men findes på tysk (originalsproget) og på engelsk. Jeg vil bestemt ikke udelukke at jeg skal læse dem på et tidspunkt.

 


Fakta om bog og forfatter

  • Titel: Den blå himmel
  • Forfatter: Galsan Tschinag
  • Forlag: Batzer&Co
  • Land: Mongoliet
  • Original: Der blaue Himmel, skrevet på tysk, 1992

Galsan tschinag
Galsan Tschinag
Galsan Tschinag eller Irgit Schynykbaj-oglu Dshurukuwaa, voksede op som yngste søn i en tuvinsk nomadefamilie i Mongoliet.

Modsat mange af sine jævnaldrende kom han i skole og studerede ved universitetet i Ulaanbaatar og senere ved universitetet i Leipzig. I 1976 vendte han tilbage til sit hjemland, underviste ved universitetet og fungerede som udenrigspolitisk kommentator, før han i 1991 debuterede som forfatter på tysk. 

Han blev udlært som Shaman af sin bedstemor og i 1996 førte han selv de tuvinske nomader ud på en 2000 kilometer lang karavane tilbage til Altajbjergene i det nordvestlige Mongoliet hvor de kom fra før den stalinistiske tvangsflytning, 130 kameler, 300 heste og et utal af får, fjerkræ og hunde. (Kilde: Batzer.dk og Wikipedia)

Den blå himmel fik den danske litteraturpris i 2003.

Jeg købte bogen på Batzers stand på Bogforum 2016.

 

4 Comments

  1. K said:

    Tak for anmeldelsen. Jeg har selv bogen stående i reolen i kø – som det mongolske indslag på min tur verden rundt i bøger. Nu glæder jeg endnu mere til at læse den.

    13. marts 2017
    Reply
    • Rikke said:

      Ja, jeg så godt at den stod på din liste, og var faktisk overrasket over du ikke havde læst den endnu 🙂

      14. marts 2017
      Reply
  2. Bente said:

    Den lyder fantastisk – den må jeg helt klart se nærmere på 🙂

    14. marts 2017
    Reply
    • Rikke said:

      Det er den virkelig også. Helt ulig noget andet jeg har læst.

      14. marts 2017
      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *