Jorden rundt i 100 bøger Posts

Det er typisk mig.

Jeg læser normalt meget mere, end jeg har gjort de sidste måneder. Men så startede jeg denne blog, og i løbet af efteråret forsvandt læselysten som dug for solen. Skrivelysten forsvandt også, og pludselig sad jeg og havde dårlig samvittighed over den anmeldelse jeg synes jeg burde skrive, før jeg kunne gå i gang med den næste bog. Og i stedet endte jeg med at spille Gummy Drop eller se Youtube videoer med Westworld teorier. (Westworld er en serie på HBO – se den, hvis du har muligheden!). Det hjalp heller ikke ligefrem at jeg var småsyg fra starten af november og indtil efter jul.

Turen til Bogforum, som jeg havde set frem til i et helt år,  blev delvist ødelagt, da jeg blev syg om lørdagen. Måske var det den oplevelse, der ødelagde lysten til at læse.

Efter Bogforum var jeg i det hele taget ved at få kolde fødder med hensyn til bloggen. Tanker om hvorvidt jeg overhovedet kunne kalde mig selv bogblogger. Har jeg overhovedet noget at gøre i den den her verden? Det lader til at alle andre bogbloggere enten er:

a) Mindst 20 år yngre end mig, og mest interesseret i YA bøger

b) ansat i forlagsbranchen

eller c) studerende eller uddannede inden for litteratur og meget mere intellektuelle end mig.

Desuden lader de fleste til at være dygtige fotografer. Kan man overhovedet lave en læseværdig blog, når man er over 40, ikke litteraturuddannet og ikke specielt interesseret i at fotografere? Er der overhovedet noget publikum til en blog som denne? Og hvis ikke – hvorfor så overhovedet skrive? Hvad kan jeg bidrage med, som en anden ikke allerede har gjort eller kan gøre bedre?

Well – Jeg skulle ind i januar, før jeg fik troen og lysten til at give bloggen en chance igen. Jeg håber du stadig er her.

 

sniksnak

Ishigami forlod som sædvanlig sin lejlighed klokken fem minutter over halv otte. 

Det oplagte valg for en bog fra Japan, ville jo nok være Murakami, men jeg har allerede læst en hel del af ham. Så da den japanske krimi “Den hengivne Hr. X” af Keigo Higashino dukkede op i mit Mofibo-feed, bed jeg på.

Krimier er ellers ikke lige min genre, men denne her så lovende ud, idet den handlede om en matematiker og en fysiker (jeg har læst matematik og fysik på universitetet i mit “tidligere liv”).

den-hengivne-hr-xHandlingen udspiller sig i storbyen Tokyo, og i modsætning til alle andre krimier jeg har læst, får man allerede i første kapitel at vide hvem morderen er.

Yasuko er enlig mor til teenagedatteren Misato. De generes ofte af den voldelige eksmand, som i starten af bogen igen dukker op for at presse penge af Yasuko. Tingene løber løbsk, og Yasuko ender med at slå eksmanden ihjel. Hendes nabo Ishigami, – gymnasielærer, matematikgeni og håbløst forelsket i Yasuko – træder til som en frelsende engel. Han udtænker det perfekte alibi og sørger for at skaffe liget af vejen.

Mordet efterforskes af kriminalchefen Kusanagi. Hans søgelys rettes hurtigt mod Yasuko. Han fornemmer at noget er galt, og søger hjælp hos sin gamle ven, fysikeren Yukawa – som viser sig at kende Ishigami fra studietiden. Scenen er sat til en kamp mellem de to genier – matematikeren og fysikeren.

“Hvad er sværest. At udtænke et uløseligt problem eller at løse det?”

Man kunne forestille sig at bogen ville være kedelig, når man får morderen beskrevet i første kapitel. Men det er ikke tilfældet. Jeg var godt underholdt frem til slutningen, der var både overraskende og hjerteskærende.

Bogen er faktisk den 3. i en serie om fysikeren Yukawa – men så vidt jeg ved den eneste bog af Keigo Higashino på dansk.

 

 


Fakta om bog og forfatter

  • Titel: Den hengivne Hr. X
  • Forfatter: Keigo Higashino
  • Land: Japan
  • Original: Yōgisha X no kenshin, skrevet på japansk, 2005.

Keigo Higashino er en af Japans mest populære og bedst sælgende forfattere. Den hengivne Mr. X lå på andenpladsen over flest solgte bøger i Japan det år den udkom. Den har modtaget flere priser og er også filmatiseret i Japan.

Jeg har læst bogen på Mofibo.

 

 

 

100 bøger

Maj i Ayemenem er en hed og rugende måned. Dagene er lange og fugtige. Floden svinder ind og sorte krager mæsker sig i lysende mangofrugter i stille støvgrønne træer. Røde bananer modnes. Brødfrugter sprænges. Tøjlesløse spyfluer brummer formålsløst i den aromatiske luft. Så ramler de mod de klare vinduesruder og dør digert lamslået i sollyset

Jeg forventede at elske “De små Tings Gud” af Arundhati Roy, men den viste sig at være overraskende svær for mig at komme igennem. Jeg var nødt til at starte forfra, da jeg var halvejs inde i bogen, og jeg tog mig først sammen og fik læst den færdig, da “Husk at aflevere”-mailen fra biblioteket kom for anden gang. Og det er bestemt ikke fordi det er en dårlig bog. Men det er en bog med en sproglig rigdom, der kræver en opmærksomhed og en tilstedeværelse, som jeg havde svært ved at give den. Det er ikke en bog, man kan læse, mens fjernsynet kører i baggrunden.

de-smaa-tings-gudScenen er sat i det varme og fugtige Kerala i Sydindien. Kvinden Rahel vender tilbage til den lille by Ayemenem for at mødes med sin tvillingebror Estha, som hun ikke har set i 23 år. I en labyrint af tilbageblik inden i tilbageblik, skiftende synsvinkler og fragmentariske stumper af oplevelser og associationsrækker, der kører i ring og springer frem og tilbage i tid, får vi fortællingen om Rakel og Estas familie, der tilhører det velhavende syrisk-kristne, anglofile mindretal og ejer en fabrik der producerer pickles og sytetøj. Vi præsenteres for en farverig og sansemættet verden og et yderst broget galleri af personer, der alle har deres egne dæmoner at slås med. Og langsomt får vi indblik i den tragiske hændelse i 1969, hvor tvillingernes halv-engelske kusine Sophie Mol var på besøg (og druknede) i Ayemenem, hvad det var der skete mellem deres mor og den kasteløse Velutha, og hvordan det har påvirket resten af deres liv.

Det er en fortælling om de små ting og de store ting. Om menneskelige følelser, om kærlighed, erotik, misunelse og jalousi. Om politiske strømninger og social uretfærdighed. Om umulige ambitioner og bristede drømme. Om svigt, mishandling, hustruvold og drukkenskab. Om sprøde lufthavnstrusser, et ur af plastik med viserne malet på og en natsværmer med usædvanlig tætte rygtotter.

“Er du klar over hvad der sker, når man sårer folk?” spurgte Ammu. Når man sårer folk, begynder de at holde lidt mindre af én. Det er hvad ubetænksomme ord gør,” sagde Ammu. “De får folk til at elske én lidt mindre.”
En kold natsværmer med usædvanligt tætte rygtotter landede let på Rahels hjerte. Der hvor dens isnende ben rørte hende fik hun gåsehud. Seks gåsehudsprikker på hendes ubetænksomme hjerte.
En smule mindre elskede hendes Ammu hende.

Bogen indeholder en leg med sproget, som er meget særpræget og ulig noget jeg har læst før. Dels beskrives tvillingernes tætte forhold til hinanden som børn via deres lege med sproget. For eksempel giver de hinanden øgenavne, og de læser ord baglæns (ed resæl dro snælgab), og ord deles eller sammensættes forkert: “Eftermiddagslur” bliver til “Eftermiddag Slur”,  “hold op med det” bliver til “holdopmeddet”, og i picklesfabrikken bor “E Nugle”. Måske skal det illustrere, hvordan de som børn ikke helt forstår det engelske sprog, de forventes at beherske. Mange steder fik disse sprog-finurligheder mig til at ønske, at jeg havde valgt at læse bogen på originalsproget (som er engelsk). Desuden gøres der ivrigt brug af punktopstillinger, og der er masser af små stumper af digte og sange, både engelske og indiske. Desuden er der mange steder, hvor selve historien opbrydes på næsten lyrisk vis i meget korte sætninger:

Kochu Maria så på med sine kagekrummer.
De hengivne smil så hengivent på.
Søde piger der legede.
Søde.
En strandfarvet.
En brun.
En elsket.
En lidt mindre elsket.
“Lad os lade én leve, så den kan være ensom,” foreslog Sophie Mol.
Rahel ignorerede hende og slog dem alle ihjel.

Man kan ikke påstå, at slutningen er overraskende. Ret tidligt i bogen havde jeg forstået, hvad der var sket, og havde en forudanelse om, hvad det vil ende med. Der er lange kapitler, som jeg nu, efter jeg er færdig med bogen, stadig har meget svært ved at se relevansen af. Der er indviklede navne som er svære at skelne fra hinanden, og indiske ord og vendinger der kræver et opslag på google før du læser videre. Der er små løsrevne splinter af observationer og tankerækker, som først giver mening når bogen er færdig. Der er kulturelle, politiske, religiøse og socio-økonomiske dimensioner, som man kunne skrive lange afhandlinger om. Eller måske er det bare en banal, men overtænkt, over-hypet og i virkeligheden ikke særlig god bog. Jeg har faktisk lidt svært ved at bestemme mig for hvad jeg mener om den. Det er en meget tragisk og ulykkelig historie, og jeg har en lille smule natsværmer-gåsehudsprikker på hjertet efter at have læst den. Uberørt er jeg i hvert fald ikke.

De havde alle forbrudt sig mod kærlighedslovene. De love, der foreskriver hvem der skal elskes, og hvordan.
Og hvor meget.

 

 


Fakta om bog og forfatter

  • Titel: De små tings Gud
  • Forfatter: Arundhati Roy
  • Land: Indien
  • Original: The God of Small things, skrevet på engelsk, 1997.

Arundhati Roy er en indisk forfatter og politisk aktivist. “De små tings gud” vandt Man Booker prisen i 1998. Det er hendes eneste roman og den bedst sælgende roman nogen sinde af en indisk forfatter bosiddende i Indien.

Jeg har lånt bogen på det lokale bibliotek.

100 bøger

Jeg glæder mig som et lille barn til Bogforum i næste weekend!

Fotoet viser tre tosser på tur på Bogforum 2015. Der er mig til venstre. De andre skønne kvinder er min moster og svigerinde.

Jeg var der for første gang sidste år, hvor jeg gik rundt i 7-8 timer og elskede hvert sekund af det. Denne gang tager jeg to dage, for 8 timer var jo slet ikke nok.

Sidste år var mit mål primært at få købt alle mine julegaver, men i år hygger jeg med med at tage “bogblogger-hatten” på for at nærstudere programmet og udsøge mig de forfattere og forlag, der skal skal kigges nærmere på for at finde stof til Jorden rundt i 100 bøger. Altså primært udenlandske forfattere. Og forlag, der udgiver bøger i oversættelse fra andre sprog end lige svensk og engelsk.

De forfattere, som jeg umiddelbart har noteret mig, er irske Lucinda Riley, argentinske Antonio Dal Masetto og Paul Cleave fra New Zealand. Desuden har jeg en liste over interessante forlag jeg skal besøge: Etcetera, Palomar, Jensen og Dalsgaard, Apuleius, Batzer … Begge lister bliver givetvis længere inden jeg skal af sted. Men jeg skal også købe julegaver, så måske er jeg nødt til at have TO kufferter med i år 😉

Jeg har også noteret mig en lang række foredrag, som jeg gerne vil opleve, og håber at nå flere end jeg gjorde sidste år.

Er der noget, jeg absolut ikke må gå glip af? Og er der nogen af jer, som jeg har chance for at møde derude?

one-does-not-simply-stop-buying-books

Bogevents Inspiration

Alle syvårige fortjener superhelte. Sådan er det bare. Og hvis man ikke er enig i det, er man da totalt idiot.

Egentlig havde jeg slet ikke Sverige med på min liste, for jeg har allerede læst så mange bøger af svenske forfattere. Men med i sommerferiekufferten røg alligevel en bog, jeg købte på Bogmessen sidste år, men endnu ikke havde fået læst. “Min mormor hilser og siger undskyld” af Fredrik Backman. Jeg var overordentlig begejstret for “En mand der hedder Ove” af samme forfatter, så jeg havde store forventninger – og de blev til fulde indfriet.

min-mormor-hilser-og-siger-undskyldDet viste sig at være meget passende at læse “Min mormor hilser og siger undskyld” umiddelbart efter “Den uendelige historie”, for der er mange af temaerne der går igen her: Ensomhed, mobning, sorg og en flydende grænse mellem fantasi og virkelighed.

Elsa er syv år – næsten otte. Hun er ikke særlig god til at være syv år. Men hun er god til at løbe. For det bliver man, når man er anderledes og derfor bliver jagtet og får tæsk i skolen på daglig basis. Og Elsa er anderledes. For hun slår ord som “dysfunktionel”” op på Wikipedia, sætter røde rette-streger på tilbudsskilte, har læst Harry Potter mindst 12 gange og kender forskel på en mutant og en superhelt.

Som om det ikke var nok, er Elsas forældre er skilt, og hendes mor er gravid med sin nye kæreste.

Elsas eneste ven er Mormor, som bor i nabolejligheden. Og det er nok fra Mormor, at Elsa har det der med at være anderledes. For Mormor er sådan en, der skriver huskesedler på væggen med tusch, skyder med paintball-gevær fra sin altan og bryder ind i Zoologisk have midt om natten. Men Mormor er Elsas superhelt, og hendes superkraft er at fortælle eventyr. Så når Elsa skal sove, tager Mormor hende med på ryggen af skydyrene til “Landet Næsten-Vågen”, og fortæller fantastiske historier om kongeriget Miamas, hvor alle eventyr stammer fra.

Mormor har altid elsket skattejagter. I Miamas betragtes skattejagt som en sport. Man kan konkurrere i det for det er en OL-diciplin. I Miamas står OL bare for “Overnaturlige lege”, og alle deltagerne er usynlige. Det er ikke ligefrem en publikumssport.

Men der skal snart vendes op og ned på Elsas verden. For Mormor er syg af kræft. Og lige inden hun dør, sender hun Elsa ud på en mission. Som ridder af Miamas skal Elsa beskytte slottet og aflevere breve med Mormors undskyldninger til alle de mennesker, der bor i deres opgang. Det bliver et storslået eventyr, hvor Elsa lærer, at man ikke skal være for hurtig til at dømme, at alle mennesker har en historie, og at intet nødvendigvis er, som det ser ud til at være. Langsomt genkender hun (og vi) personerne og historierne fra Mormors eventyr om “Landet Næsten-Vågen” i Elsas naboer. Fantasi og virkelighed viser sig at være uløseligt forbundne, og de i begyndelsen meget karrikerede typer bliver levende og vedkommende. Men til sidst bliver det farligt – for alle eventyr ender med en drage …

I Landet Næsten-Vågen er angsterne små iltre væsner med en strid pels, der tilfældigvis minder ret meget om tørretumblerfnuller, og hvis man giver dem den mindste chance hopper de op og bider en i huden og prøver at kradse en i øjnene.

“Mormor hilser og siger undskyld” er en charmerende og meget original historie, som ramte mig lige i hjertet, fik smilet frem og fik tårerne til at trille mere end en gang. Blandingen af Elsas virkelighed og fortællingerne om Miamas er unik og virkelig godt tænkt. Jeg levede og åndede med Elsa, og det gjorde ondt helt ind i marven at mærke hendes sorg over mormor, hendes ensomhed og hendes anstrengte forhold til mor, far og stedfar. Samtidig har Fredrik Backman et fremragende komisk talent, der udfolder sig i Mormors eskapader og sammenstødene mellem de meget forskellige personer i opgangen. Også mange detaljer i Mormors eventyr er ustyrligt morsomme.

Jeg giver “Min mormor hilser og siger undskyld” min varmeste anbefaling. For at få det fulde udbytte vil det dog være en god idé hvis du (ligesom Elsa) har et vist kendskab til kvalitetslitteratur – især Spiderman, X-men og Harry Potter – og at du i øvrigt hverken er en Karlsmart eller en almindelig bøverøv.

Man kan elske sin mormor i mange år uden rigtig at vide noget om hende.


Fakta om bog og forfatter

  • Titel: Min mormor hilser og siger undskyld
  • Forfatter: Fredric Backman
  • Land: Sverige
  • Original: Min mormor hälsar och säger förlåt, svensk, 2014.

Jeg købte bogen på Bogforum 2015.

100 bøger

TAIRAVKITNA
rednaeroK darnoK lraK :revahednI

Disse ord stod på glasdøren til en lille forretning, men sådan så de naturligvis kun ud, når man stod inde i det halvmørke rum og kiggede ud på gaden.

den-uendelige-historieJeg så filmen baseret på “Den uendelige historie” af den tyske forfatter Michael Ende første gang som 10-årig – på tysk, hvilket jeg ikke forstod meget af på det tidspunkt. Jeg så den igen på Netflix for et års tid siden og elskede hvert sekund. Men jeg har faktisk aldrig læst bogen, så da den dukkede op til en femmer i en kasse på det lokale påske-kræmmermarked, var der ikke meget at betænke sig på. Siden har jeg uden held forsøgt at få lov at læse den højt for min 11-årige, så den blev bare sat på hylden.

Da jeg skulle pakke min kuffert til sommerferien, havde jeg besluttet mig for at den næste bog i projektet skulle være fra Europa, og der stod “Den uendelige historie” jo på hylden og præsenterede sig som en mulighed for Tyskland – og som et fantastisk alternativ til en uendelig lang liste af bøger om anden verdenskrig. Så den røg i kufferten.

Og så kunne jeg dykke ned i fortællingen om den lille tykke dreng Bastian Baltasar Bux, der en regnfuld morgen er på flugt fra sine plageånder fra skolen og søger tilflugt i et antikvariat. Her finder han en helt speciel bog – “Den uendelige historie” – der har en så dragende virkning på ham, at han kommer til at stjæle den. Derefter søger han tilflugt på skolens loft, og suges (bogstavelig talt) ind i historien.

Den, der aldrig, eftermiddag på eftermiddag, har hængt over en bog i timevis, hed i ørerne og med strittende hår, og læst, så han glemte verden omkring sig uden at føle hverken sult eller kulde –
Den, der aldrig har ligget under dynen og læst hemmeligt i skæret fra en lommelygte, fordi far eller mor eller en anden kærlig sjæl har slukket lyset med den velmenende begrundelse, at nu skulle man sove, for i morgen er der atter en dag, og man skal tidligt op –
Den, der aldrig åbenlyst eller i hemmelighed har grædt sine bitre tårer, fordi en vidunderlig historie var ved at slutte, og man måtte tage afsked med de personer, man havde oplevet så mange eventyr sammen med, som man elskede og beundrede, hvis frygt og håb man havde delt, og uden hvis selskab livet forekom en at være tomt og ligegyldigt –
Den, der ikke af egen erfaring kender til noget af alt dette, tja, han vil sandsynligvis ikke kunne forstå det, Bastian nu gjorde.

For bogen handler om landet Fantásien, beboet af en uudtømmelig rigdom af fantastiske væsner – lygtemænd, lykkedrager og klippebidere … for nu at nævne et par stykker. Men landet er i fare – Intetheden er ved at opsluge det, og landets overhoved, den Barnlige Kejserinde, er dødeligt syg. Den unge grønhud Atréju sendes ud for at redde Fantásien, og efter farefulde eventyr, frygtelige uhyrer, utrolige strabadser, gådefulde oplevelser og hjælp fra lykkedragen Fuchur finder Atréju forklaringen på Intetheden. Mennesker har ikke længere fantasi – de besøger ikke længere Fantásien. Og den eneste, der kan redde Fantásien fra undergang, er en lille tyk dreng med briller, som sidder i et loftsrum og læser i en bog …

Bastian redder naturligvis Fantásien – som man ved, når man har set filmen. Men på dette tidspunkt var jeg meget overrasket over ikke engang at være halvvejs gennem bogen. Jeg havde intet kendskab til den sidste halvdel af historien. (Siden har jeg fundet ud af, at der faktisk findes en fortsættelse til filmen, men at dømme efter anmeldelserne er det vist ikke umagen værd at lede efter den.)

Grænsene mellem den virkelige og den Fantásiske verden kan pludselig overskrides. Bastian giver den Barnlige Kejserinde et nyt navn, og med sin fantasi og fortællelyst redder og genskaber han Fantásien fra Intetheden. Men historien slutter slet ikke her. For Bastian får overleveret den Barnlige Kejserindes amulet Auryn, med inskriptionen “Gør hvad du vil”. Det forstår han som “Gør hvad du har lyst til”, og dermed mister han gradvist sin identitet og glemmer alt om sit liv i den virkelige verden. Han glemmer, at han en gang har været tyk og bange, og han beruses og forblændes af den magt og berømmelse han får som Fantásiens redningsmand. Han får brug for hjælp til at finde sin “Sande vilje” og dermed finde tilbage til den virkelige verden igen.

Han ville ikke mere være den største, den stærkeste eller den klogeste. Det havde han lagt bag sig. Han længtes efter at blive elsket, sådan som han var, god eller slet, smuk eller grim, klog eller dum, med alle sine fejl – eller ligefrem på grund af dem.

Den uendelige historie er oprindelig skrevet for børn (og jeg håber stadig at få lov til at læse den højt for min 11-årige), så den endelige morale er udpenslet og ret forudsigelig, men der er bestemt også noget at komme efter for voksne. Det er en på alle måder fantastisk historie. Så gennemtænkt og finurlig og rig på vidunderligt detaljerige universer og og sære væsner, så smækfyldt med metaforer og tankevækkende citater. Jeg har læst mig frem til at Michel Endes far var surrealistisk maler, hvilken afgjort har smittet af på hans fortællestil.

Bogen er i øvrigt et helt lille kunstværk i sig selv. Den er trykt med to forskellige farver afhængigt af om vi befinder os i den virkelige eller den Fantásiske verden. Kapitlernes starter med alle alfabetets bogstaver i rækkefølge, og de er trykt med flotte illustrationer på en hel side. Kan du lide eventyrlige fortællinger, så skulle du unde dig selv at læse “Den uendelige historie”.

 


Fakta om bog og forfatter

  • Titel: Den uendelige historie
  • Forfatter: Michael Ende
  • Land: Tyskland
  • Original: Die unendliche geschichte, tysk, 1979

Jeg købte bogen brugt på et kræmmermarked 

100 bøger

Herren var en smule sær; han havde tilbragt for mange år med at læse bøger i udlandet, han tale med sig selv på kontoret, hilste ikke altid igen og havde for meget hår.

En halv gul sol af Chimamanda Ngozi Adichie blev min første bog fra det store afrikanske kontinent, som jeg vist nok tidligere kun har læst en enkelt bog fra – nemlig Yacoubians hus, der foregår i Egypten.

Handlingen foregår umiddelbart før og under Biafra-krigen i slutningen af tresserne, hvor Iqbo-stammen i den sydøstlige del af Nigeria løsrev sig som landet Biafra, med flere års krig, blokade og hungersnød til følge.

en-halv-gul-solBogens handling udspiller sig omkring tvillingesøstrene Olanna og Kainene, der er de veluddannede døtre af en velstående Iqbo-familie i Lagos, Nigeria. Olanna forlader familien for sin store kærlighed, matematikeren Odenigbo, og flytter til den støvede universitetsby Nsukka, hvor Odenigbos stue er samlingspunkt for de revoutionære og diskussionslystne akademikere.

Et andet perspektiv på begivenhederne får vi fra den naive landsby-dreng Uqwu, der i starten af bogen får arbejde som house-boy hos Odenigbo. Og endelig er der Richard Churchill, den blege og lidt vattede englænder, der interesserer sig for Iqbo-keramik, skriver på en bog, der aldrig bliver færdig, og forelsker sig i den meget selvstændige og handlekraftige Kainene.

Det er storpolitik og krigshistorie – og der er beskrivelser af krigen, desperationen og sulten i al sin gru, som sætter mange tanker i gang og sætter perspektiv på nutidens konflikter, flygtningstrømme og terrorangreb.

Men det der for mig bærer bogen, er lige så meget historien om kærlighed, svigt og forsoning mellem hovedpersonerne, om end personbeskrivelserne er en lille smule endimensionelle. En lang række af mere eller mindre excentriske bipersoner sætter komisk kulør på historien. Og i øvrigt beskriver bogen det farvemættede, varme og sanselige Nigeria, så man næsten er der selv.

Bogen gav et interessant indblik i et land og en tidsperiode, som jeg absolut intet vidste om. Jeg ved lidt mere nu.
Absolut en oplevelse, og jeg har noteret et par bøger mere af Adichie, som jeg gerne vil læse på et tidspunkt.

 


Fakta om bog og forfatter

  • Titel: En halv gul sol
  • Forfatter: Chimamanda Adichie
  • Land: Nigeria/Biafra
  • Original: Half of a Yellow Sun, skrevet på engelsk, 2006.

 

100 bøger

Den dag miraklet skete, knælede Isabel ved klippekanten og ordnede det lille kors af drivtømmer, der var lavet for nylig.

Lyset i havet var en bog jeg forventede at elske. Men det tog mig længere tid end jeg havde forestillet mig at komme igennem den. Det skyldtes blandt andet at min køkkenhave tog en stor del af min fritid. Jeg læser mere om vinteren.

Måske skyldtes det også at jeg læste bogen på Mofibo, på min ipad og telefon, og bogen er ikke ligefrem en page-turner. Jeg havde svært ved at holde fokus på den i længere tid af gangen, og var fristet til at zappe over på Facebook eller Netflix.

Faktisk var jeg i en periode lige ved at opgive og starte på en anden bog, og jeg skulle næsten to tredjedele gennem bogen, før historien for alvor fangede mig. Så slugte jeg til gengæld resten af den på en eftermiddag.

lyset-i-havet

Et ægtepar på en øde fyrtårns-ø ud for vestaustralien opdager en robåd med en død mand, et grædende spædbarn svøbt i en kvindes cardigan og en sølvrangle. Knust af sorg over sin tredje abort/dødfødsel for for ganske kort tid siden knytter kvinden sig med det samme til barnet, og overbeviser manden om at det eneste rigtige er at tie stille, begrave manden og beholde barnet.

Det er den meget fængende start på bogen, men derefter kommer der en meget lang fortælling om det, der er gået forud, og det var her jeg var ved at køre sur i det.

Handlingen udspiller sig i byen Partageuse i Vestaustralien umiddelbart efter 1. verdenskrig. Tom Sherbourne, der er dekoreret krigshelt med en dunkel familiebaggrund og alvorlige ar på sjælen efter sine oplevelser i krigen, kommer til Partageuse for at optage sin post som fyrmester på den øde Janus Rock 90 sømil fra kysten, hvor han er fuldstændig isoleret fra omverdenen 3 måneder ad gangen. Men inden afgangen til øen møder han den livlige og frygtløse Isabel, og snart er de gift og hun flytter ud til Janus for at dele hans ensomme tilværelse der. De er lykkelige sammen, men Isabel kan ikke få børn og tre aborter senere finder de manden og spædbarnet.

Isabel er fuldstændig overbevist om at de gør det rigtige ved at beholde den lille pige. Den pligtopfyldende Tom, elsker snart barnet lige så højt som hun, men martres samtidig af dårlig samvittighed. Da pigen er 2 år finder de tilfældigt på landlov i Partageuse ud af, at hendes biologiske mor stadig lever, og scenen er sat for det endelige opgør.

Det er en historie om meget store følelser. Om kærlighed mellem mand og kvinde og mellem forældre og børn. Om tab og svigt og om at gøre det rigtige. Om tilgivelse og sår, der aldrig heler. Og om dem, der gør.

Sproget er smukt og flydende, og naturbeskrivelserne er fantastiske. Den måde naturens rasen bruges til at spejle personerne fortvivlelse er interessant. Det er tydeligt at forfatteren kender dette landskab på egen krop.

Jeg er selv mor, og historier om forholdet mellem forældre og børn går sædvanligvis lige i hjertet på mig. Men jeg havde af en eller anden grund alligevel svært ved at fastholde interessen for personerne og det intense drama, der udspillede sig på siderne. Jeg kan ikke forklare hvorfor.

Har du læst “Lyset i havet”, så vil jeg meget gerne vide, hvad du syntes om den.

 


 

Fakta om bog og forfatter

  • Titel: Lyset i Havet
  • Forfatter: M.L. Stedman
  • Land: Australien
  • Original: The light between oceans, engelsk, 2012

M. L. Stedman er en australsk forfatter, der er bosat i London. The Light Between the Oceans er hendes første roman. 

Jeg læste bogen på Mofibo.

 

100 bøger

”Der er noget, som er så smukt, at mine ord ikke kan beskrive det”

Der var så mange bøger jeg kunne have valgt fra USA. En alenlang liste af klassikere og store litterære værker, som jeg endnu ikke har læst. Griberen i rugen. Den store Gatsby. Vredens druer. Men mine øjne faldt på noget helt andet, og hvor er jeg glad for det.

biernes-hemmelige-livBiernes hemmelige liv af Sue Monk Kid er en lille perle af en bog, som jeg virkelig ikke kan forstå, at jeg ikke har læst før nu. Vi er i USA’s sydstater i 1964. Borgerrettighedsloven er netop blevet underskrevet, raceurolighederne syder i den steghede sommerluft, og det eneste den 14 årige Lily Owens ved om sin mor er, at hun dræbte hende ved et uheld da hun var 4 år.

Da Rosaleen, familiens sorte husholderske, bliver arresteret og gennembanket for at genere en hvid mand, tager Lily sit livs beslutning. Hun stikker af fra ferskenfarmen og sin følelseskolde og brutale far, befrier Rosaleen og sætter kursen mod Tiburon, South Carolina. Fordi byens navn står på et af de de ganske få spor hun har af sin mor – et ikonbillede af en sort Jomfru Maria. Billedet fører hende til den sorte kvinde August Boatwright, som er biavler, og fremstiller ”Den sorte madonnas honning”.

Mere af handlingen vil jeg ikke afsløre. Men jeg vil meget gerne afsløre, at jeg knuselskede denne bog fra første til sidste sætning. Det er en smuk, rørende, original, excentrisk og helt igennem vidunderlig historie om at blive voksen, om kærlighed, søsterskab og kvindelig spiritualitet, og om at finde styrken i sig selv. Ja, det er sukkersødt (som honning) og til en vis grad forudsigeligt, men jeg åd det råt. Den 14-årige Lilys knastørre humor er pragtfuld. Som når hun i begyndelsen af bogen konstaterer dette faktum om sin far:

Hver gang jeg åbnede [en bog], sagde T.Ray: “Hvem tror du, du er – Julius Shakespeare? Manden troede virkelig, at det var Shakespeares fornavn, og hvis nogen synes at jeg burde have rettet ham, så har vedkommende meget at lære om kunsten at overleve”.

Sue Monk Kid skriver så hjerteskærende smukt, at det tager vejret fra mig. Dette citat opsummerer på fremragende vis den følelse jeg sad med i store dele af bogen:

“Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro, men det jeg følte var så magnetisk og så stort, at det gjorde ondt, som om månen var kommet ind i mit bryst og havde udfyldt det.
Det eneste jeg kunne sammenligne det med var den følelse, jeg fik engang, da jeg gik tilbage fra ferskenboden og så solen brede sig over den sene eftermiddag og stikke toppen af plantagen i brand, mens mørket samlede sig nedenunder. Stilheden havde svævet over hovedet på mig, skønheden havde mangfoldiggjort sig i luften, træerne var så gennemsigtige, at jeg følte jeg kunne se igennem dem, ind til noget rent inden i dem. Dengang havde mit bryst også gjort ondt på nøjagtig samme måde.”

Og som en lille ekstra gave får man også gennem bogen et interessant indblik i honningens mysterier og biernes hemmeligheder. Hvert kapitel indledes med et citat fra en bred vifte af litteratur om bier, som sætter perspektiv på Lilys historie. Som for eksempel det her:

“Honningbier er ikke kun afhængige af fysisk kontakt med kolonien, men har også brug for dens sociale samvær og støtte. Hvis man isolerer en honningbi fra sine søstre, dør hun snart”
from The Queen Must Die: And Other Affairs of Bees and Men

Jeg har læst bogen på dansk, men jeg gætter på, at den må være endnu bedre på originalsproget, så jeg er muligvis nødt til at læse den igen. Mangler du en letlæst og bevægende historie til din sommerferie, så er Biernes hemmelige liv et virkeligt godt bud. Bogen er i øvrigt filmatiseret, og på Netflix – men filmen lever nu efter min mening slet ikke op til bogen.

 


 

Fakta om bog og forfatter

  • Titel: Biernes hemmelige liv
  • Forfatter: Sue Monk Kidd
  • Land: USA
  • Original: The Secret Life of Bees, skrevet på engelsk, 2002.

Jeg lånte bogen på biblioteket. Den er også på Mofibo.

 

100 bøger

Klokken halv elleve om formiddagen juleaftensdag stod Jussi Vares ved hoveindgangen til Wiklund stormagasin

reijo-maki-den-gule-enkeHvad får man, når man tager en privatdetektiv i fyrreårskrise, en kvindelig sergent (og historielærer) og en korrupt pornoafhængig kriminalbetjent, tilsætter en fængslet økonomisk storsvindler, en flok hærdede kriminelle og den finsk/russiske mafia og placerer det hele i provinsen et eller andet sted i Finland i slutningen af 90’erne? Man får i hvert fald ikke en bog, jeg selv ville have taget ned af hylden. Men jeg fik den anbefalet, og det lokale bibliotek havde den hjemme, så Den Gule Enke af Reijo Mäki blev mit valg for Finland.

Bogens persongalleri er en lang række af kæderygende, små-alkoholiske, mandschauvinistiske, sexfikserede og dybest set usympatiske personligheder. Miljøet er råt og ubarmhjertigt. Plottet er ganske smart tænkt, men historien er længe om at komme i gang. Jeg skulle mere end 100 sider ind i bogen før historien fangede mig. Der er hele kapitler i starten, som jeg stadig ikke forstår bevæggrunden for – de virker fuldstændig uden relevans for den senere handling. Når historien endelig tager fart, er resten af bogen ganske udmærket underholdning. Der er enkelte steder hvor man holder vejret af spænding – og man får også lov at gnække lidt af fryd, når de onde får som fortjent.

Jeg var ikke vild med bogen. Jeg fandt sproget ret fladt og dialogen anstrengt og unaturlig, men det kan måske skyldes oversættelsen fra finsk.

Faktisk har Reijo Mäki skrevet 18 bøger om den hårdkogte privatdetektiv Jussi Vares. Men jeg tror ikke, at jeg skal læse flere af dem.

 


 

Fakta om bog og forfatter

  • Titel: Den Gule Enke
  • Forfatter: Reijo Mäki
  • Land: Finland
  • Original: Keltainen leski, finsk, 2007

Jeg lånte bogen på det lokale bibliotek

100 bøger